Min forfatterblog

Min forfatterblog

Om min blog

Temaer som har relation til mine bøger.

Min første børnebog

Mine børnebøgerPosted by Lissie Lundh 22 Aug, 2015 16:39

”En virkelig begivenhed i middelalderen”

Da jeg gik på Forfatterskolen for Børnelitteratur, var jeg en dag på biblioteket for at aflevere en bog, og mens jeg stod i kø (det var før der blev selvbetjening!) så jeg ved et tilfælde en bog, der handlede om Birgitta af Vadstenas visioner. Så begyndte jeg at læse den, og den inspirerede mig til at skrive børnebogen Englenes Dronning.

Englenes Dronning bygger således på en virkelig begivenhed, som Birgitta fortæller om i en af sine visioner. Hun fortæller om en dreng, der var besat af en ond ånd, og som hun tog sig af på det sygehus, som hun havde oprettet ved siden af sin bolig.

Da jeg læste denne vision, blev jeg stærkt inspireret til at skrive om denne begivenhed, og jeg besluttede at gøre det i romanform. Men det var vigtigt for mig at gøre det korrekt - historisk set. Derfor lavede jeg meget research, således at beskrivelsen af personernes tøj, mad, spisevaner, boliger og så videre kunne blive korrekt i forhold til, hvordan det var i Middelalderen. Det var et kæmpe arbejde, men også sjovt og forbavsende – for eksempel vidste jeg ikke, at man spiste hvidløg i denne historiske periode!

Men det er ikke en kulisseroman, jeg har skrevet. For jeg har prøvet at beskrive personernes måde at tænke på, sådan som den formentlig har været i denne historiske periode. Derfor har bibliotekernes lektørudtalelse anbefalet bogen som velegnet læsning i folkeskolen i forbindelse med temaer om Middelalderen.

Englenes Dronning er for børn i alderen 12 år og opefter, og dybest set handler den om kampen mellem det gode og det onde, og den må nok betegnes som fantasy – den har i hvert fald det fantastiske element i beskrivelsen.