Min forfatterblog

Min forfatterblog

Om min blog

Temaer som har relation til mine bøger.

Pater Pio

Mine spirituelle bøgerPosted by Lissie Lundh 23 Sep, 2015 09:13

”Det var ikke visionerne der gjorde ham til helgen

I dag er det mystikeren og helgenen pater Pios (1887-1968) mindedag, og den dag betyder noget særligt for mig, fordi jeg har skrevet en biografi om ham og prøvet at sætte mig ind i hans liv og tankegang.

At det er pater Pios mindedag vil sige, at det var på den dato, han døde og derfor den dato, hvor den katolske kirke fejrer ham i liturgien.

Når kirken fejrer helgenerne på deres dødsdag, er det ud fra den tankegang, at dødsdagen er den dag, de træder ind i evigheden.

Når det gælder pater Pio, er det netop karakteristisk, at evigheden og den åndelige virkelighed var ligeså nærværende for ham som den fysiske virkelighed, hvori han befandt sig, mens han levede på jorden. For siden barndommen havde han visioner, hvor han så den åndelige verden, og han troede i begyndelsen, at alle mennesker kunne se denne åndelige verden:

”Kan du ikke se Jomfru Maria? ” spurgte han naivt sin åndelige vejleder, da han blev voksen.

Og han blev forbavset, da vejlederen benægtede at kunne se denne helgen.

Da jeg skrev min biografi om pater Pio, var det tankevækkende at erfare, at selvom han kunne se den åndelige verden, var han langt fra verdensfjern. Han var dybt engageret i det jordiske liv og nærværende i forhold til sine medmennesker, som han hjalp – han oprettede for eksempel et hospital, hvor den fattige befolkning kunne få gratis behandling.

Det var også tankevækkende for mig at erfare, at pater Pio brugte den indsigt, han fik i kraft af visionerne, til at hjælpe andre mennesker, og der er berettet om mange helbredelser på hans forbøn. Det han fik forærende i kraft af sine visioner blev altid til gavn for andre mennesker, og derfor synes jeg, at han er et eksempel på, at sande mystikere altid viser deres medmennesker kærlighed og hjælp.

Men pater Pio syntes ikke selv, at han viste mennesker nok kærlighed, og han beder i sine breve ofte mennesker om forbøn. Til at begynde med undrede det mig, for jeg tænkte, at det vel ikke skulle være nødvendigt! Men jeg forstod senere, at han var kommet så langt på den åndelige vej, at han så sig selv med Guds øjne, og derfor så han sine mørke sider mere klart end de fleste mennesker, og derfor ønskede han forbøn.

Da jeg arbejdede med biografien, gik det mere og mere op for mig, at pater Pios åndelige udvikling var en livslang vilje til at lægge sin egen vilje ind under Guds vilje. Også når det var svært og gjorde ondt. Han blev mere og mere et redskab for Guds vilje.

Det var ikke visionerne, der gjorde ham til helgen, men dette, at han livet igennem kæmpede for at leve sit liv efter Guds vilje. Og netop derved synes jeg, at han er en fakkel for andre mennesker. Han lyser i mørket, fordi han kunne gøre dette.